Ofte stillede spørgsmål for fjernvarmeområder som udbydes i 2023

Vi har samlet nogle af de spørgsmål, vi oftest hører fra andre, der står i samme situation som dig.

 

Hvad er fjernvarme?

Fjernvarme fra Næstved Fjernvarme kommer næsten udelukkende fra den overskudsvarme, der opstår ved afbrænding af affald hos AffaldPlus i Næstved.

Fjernvarme bygger på et simpelt princip, hvor vandet cirkulerer i et lukket system. Varmt vand bliver sendt ud til forbrugerne, her afkøles det og sendes retur til udgangspunktet, hvor det bliver genopvarmet.

Hvem er Næstved Fjernvarme?

Næstved Fjernvarme er et privatejet andelsselskab, der ejes af vores kunder (= andelshavere).

NFV er et andelsselskab med begrænset ansvar, hvilket i vores tilfælde betyder, at uanset om man vælger at blive andelshaver eller ej, så sidestilles man økonomisk. Som andelshaver har du den fordel, at du kan gøre din indflydelse gældende med din stemmeret på vores generalforsamlinger.

Næstved Fjernvarme har en god økonomi, vores overskud fra driften bliver (jævnfør lovgivningen) i andelsselskabet og bruges til at nedsætte prisen på din fjernvarme.

Jeg har allerede varme, så hvorfor skal jeg skifte til fjernvarme?

Folketinget har besluttet at naturgassen skal udfases til opvarmning. Du har derfor nu en unik mulighed for at være med til at sikre denne omstilling.

Uanset om du opvarmer din bolig med naturgas, olie eller el, kan du prøve vores prisberegner for at se din besparelse ved at skifte til fjernvarme.

Er der fordele ved at skifte lige nu?

Du kan i en begrænset periode vælge at blive tilsluttet ved at betale et grønt omstillingsbidrag, over 20 år, i stedet for tilslutningsbidraget. Se mere under punktet ”Hvad koster det at få fjernvarme?”

Forventer du at udskifte dit naturgasfyr inden for de næste år, kan du spare udgiften til et nyt fyr ved at skifte til fjernvarme og leje din fjernvarmeenhed.

Har du et gammelt oliefyr, skal du, ifølge lovgivningen, skifte til anden opvarmning, når det ikke virker længere. Regeringen har sat som mål, at oliefyr ikke længere bliver brugt til opvarmning af boliger i år 2030.

Det er nu der tilbydes fjernvarme. Opnår vi ikke den fastlagte tilslutningsprocent i dit område bortfalder muligheden fremadrettet og der skal på sigt findes et andet alternativ.

Hvad koster det at få fjernvarme?

Ved tilslutning til fjernvarme kan man vælge tre betalingsmodeller (eksempler nedenfor er gældende for ejendomme under 300 m2):

Model 1: her betales et tillæg til fjernvarmeprisen med 493 kr./md. i 20 år. Den samlede betaling udgør 240 md. * 493 kr./md. = 118.320 kr. Vi kalder tillægget ”grønt omstillingsbidrag”. Det grønne omstillingsbidrag er ikke et lån, hvorfor du ikke modtager en årlig opgørelse over betalte afdrag og renter. Der gives således heller ikke skattefradrag for kalkulationsrenten. Ved valg af denne betalingsform giver ejeren samtidigt tilladelse til, at betalingsforpligtelsen tinglyses. Betalingsforpligtelsen tinglyses som en deklaration på ejendommen. Omkostningen i forbindelse med tinglysning afholdes af Næstved Fjernvarme.

Model 2: her betales et tillæg til fjernvarmeprisen med 288 kr./md. i 20 år. Dertil kommer en engangsbetaling på 35.000 kr., som betales før etablering. Den samlede betaling udgør 35.000 kr. + 240 md * 288 kr./md = 104.120 kr. Det grønne omstillingsbidrag er ikke et lån, hvorfor du ikke modtager en årlig opgørelse over betalte afdrag og renter. Der gives således heller ikke skattefradrag for kalkulationsrenten.

Model 3: Her betales et engangsbeløb på 84.110 kr. før etablering af fjernvarme.

Hvorfor vælge et serviceabonnement?

Du kan vælge mellem tre serviceabonnementer på fjernvarmeenheden, når du tilmelder dig fjernvarme.

Model A:
Du lejer en fjernvarmeenhed af os, betaler et serviceabonnement, der i henhold til gældende tarifblad pt. koster 2.993 kr. om året, for en ejendom på under 300 m2.

Vi leverer, opsætter og installerer fjernvarmeenheden i din bolig. Vi betaler desuden en evt. omkostning for afmelding af din naturgasaftale. Det årlige abonnement dækker, ud over leje af fjernvarmeenheden, også service, vedligeholdelse og reparationer.


Model B eller Model C:
Her står du selv for en række eller alle udgifterne – se skema nedenfor og i fjernvarme-leveringsaftalen.

Se skemaet her.

Vedligeholdelsesaftale for gasfyr – Hold liv i dit gamle gasfyr imens du venter:

I perioden fra du bestiller fjernvarme, til din fjernvarmeenhed er etableret, kan du tegne en vedligeholdelsesaftale på dit gasfyr. Dermed kan du være sikker på at have varme, indtil du får din fjernvarmeenhed installeret. Læs mere her.

Vedligeholdelsesaftalen kan tegnes uanset om der indgås aftale om levering af fjernvarme.

Er mit gasfyr omfattet af lovpligtigt serviceeftersyn?

Langt de fleste gasfyr har lukket forbrænding og er derfor ikke omfattet af lovpligtigt gaseftersyn. Er dit gasfyr med åben forbrænding, skal der udføres serviceeftersyn hvert 2. år. Er du i tvivl om din gasfyrstype, så kontakt din VVS’er.

Sikkerhedsstyrelsens anbefalinger og vejledninger ved drift og vedligeholdelse af gasfyr, kan ses via dette link:

https://www.sik.dk/erhverv/gasinstallationer-og-gasanlaeg/vejledninger/gasinstallationer/klasse-4-lukket-forbraending

Sikkerhedsstyrelsen anbefaler, at installationen efterses af en autoriseret virksomhed, med intervaller der ikke overstiger 3 år. Ønskes denne service skal du selv kontakte en VVS’er og afholde omkostningen hertil. Serviceeftersyn er ikke omfattet af vedligeholdelsesaftalen på gasfyr fra Næstved Fjernvarme.

Kan jeg spare med fjernvarme?

Ligesom ved alle andre typer opvarmning betaler du efter forbrug. De fleste kan spare 10-20 procent på varmeregningen. Forbruget afregnes med 4 aconto regninger og opgøres én gang årligt i forbindelse med årsopgørelsen.

Beregn din besparelse her.

Er det besværligt at skifte til fjernvarme?

Vi sørger for at lægge fjernvarmerør fra vejen ind til din ejendom og aftaler med dig, hvor det er bedst at indføre rørene i din bolig.

Vi sørger for at levere, opsætte og installere fjernvarmen hos dig, så den virker, når vi går, hvis du vælger serviceabonnement Model A. Vælger du Model B eller C, betaler du selv installationen og skal have tilbud fra en autoriseret VVS-installatør.

Du bliver orienteret i god tid inden vores besøg.

Har du gasfyr, skal du selv afmelde din gasaftale hos Evida, efter nærmere aftale med os.

Du kan stadig bruge dine radiatorer og din gulvvarme, når du skifter fra naturgas og olie til fjernvarme.

Du skal regne med at undvære varmt vand og varme en enkelt dag, mens vi installerer din fjernvarme.

Kan jeg anvende andre energikilder end fjernvarme?

Ja. Du kan uden problemer anvende f.eks. brændeovn og luft til luft varmepumpe som supplerende varmekilde.

Kan jeg tilkoble andre energikilder til fjernvarmeenheden?

Ja, men det kræver at du vælger Model C. NFV tager ikke ansvaret for andre energiformer end fjernvarme.

Er fjernvarmen miljørigtig?

Ja, fjernvarmen udleder væsentligt mindre CO2 end andre alternativer. Se vores fjernvarmedeklaration og sammenligning med andre alternativer her. 

Hvorfor er tilslutningsbidraget steget?

Der er flere årsager til at tilslutningsbidraget er steget, bl.a. stigende anlægsomkostninger, investering i nyt produktionsanlæg og stigende renter.

Vi henviser i øvrigt til et notat, som i detaljer forklarer årsagen til stigningen. Du kan læse det her

Hvad er en motivationstarif?

Motivationstariffen belønner kunder, der har en god afkøling i forhold til fremløbstemperaturen, hvorimod den skal medvirke til, at kunder, der afkøler dårligt forbedre deres varmeinstallation og optimere afkølingen.

Det variable bidrag reduceres med 1% pr. grad under 30 grader i returtemperatur og forhøjes med 1% pr. grad over 45 grader. F.eks. hvis den vægtede gennemsnitlige returtemperatur er 48 grader skal der betales 3% ekstra. Hvis normalprisen er 0,543 kr./kWh, så udgør motivationstariffen 0,016 kr./kWh, som giver en samlet ekstrabetaling på 160 kr. ved et forbrug på 10.000 kWh.

Returtemperatur over 45 grader opstår når fjernvarmeenheden er defekt eller ejendommen ikke overholder normen for størrelse og antal af radiatorer, der var gældende på byggetidspunket. Det er de færreste en-familie-huse, der betaler motivationstarif.

Hvorfor en motivationstarif?

Jo lavere temperatur vi kan holde i ledningsnettet, jo mindre energi vil gå tabt.

En lavere temperatur i ledningsnettet betyder, at vi kan dimensioner med mindre (tyndere) rør i nye områder og at vi ikke skal opgradere eksisterende ledningsnet, for at kunne levere den samme mængde varme til den enkelte kunde.

Jeg er klar til at få fjernvarme, så hvad nu?

Tilmeld dig online med MitID. Gå ind og søg din adresse her - "kan jeg få fjernvarme?”.

Har du brug for hjælp til tilmelding, spørgsmål om skift til fjernvarme, eller brug for at tale med en af vores energirådgivere, så ring på tlf. 5572 5665.

Betaler eksisterende kunder til det nye produktionsanlæg?

Ja – de eksisterende kunder betaler 19% af omkostningerne, som svarer den besparelse, der opnås ved at udskifte den nuværende gasproduktion med en billigere energiproduktion, på det nye produktionsanlæg. I alt skal der betales 1,7 mia.kr. over de næste 20 år. Omkostningerne finansieres således:

  • Eksisterende kunder, 19%
  • Byggemodningsbidrag, 3%
  • Fjernvarmepuljen, 4%
  • Varmesalg til nye kunder med den nuværende priser, 54%
  • Tilslutningsbidrag fra nye kunder 20% (84.110 kr. pr. kunde).

Se nøgletal nederst på siden.

 

Regneeksempel for et hus på 130 m2:

*1) Ved at betale det grønne omstillingsbidrag årligt tilbyder Næstved Fjernvarme, at du kan få installeret fjernvarme uden at lægge et stort engangsbeløb. Efter 20 år bortfalder omstillings-bidraget. Betalingsforpligtigelsen bliver tinglyst på ejendommen.

*2) Inkl. fuld afgiftsrefusion på energi over 4.000 kWh.

*3) Dette er en kalkulationsrente, som der ikke gives skattefradrag for.

December 2023

Projektforslag 2024 til 2028 - Nøgletal

Hvor meget betaler eksisterende kunde til projektet? 

Nedenstående beregninger bygger på selskabsøkonomien i projektforslaget. Disse beregninger er opdateret med aktuelle priser for ledning- og produktionsanlæg samt gas- og varmesalgspriser. "Bidrag fra nuværende kunder" svarer til den nuværende produktion på gas (900 kr./MWh) der bliver omlagt til billigere halmbrændsel (210 kr./MWh), men der betales fortsat samme varmesalgspris og nuværende kunder betaler derved for deres fordel ved det nye produktionsanlæg. Forskellen mellem omkostninger og indtægter skal dækkes af nye kunders tilslutningspris, som således beregnes til 84.110 kr.

Samlede omkostninger og indtægter over en 20 årig periode.

Marts 2024